Mor er du syg? Så er jeg ved at bryde sammen.

Mor er du syg? Så er jeg ved at bryde sammen.

I december 2016 fik jeg konstateret for lavt stofskifte. Min datter opfanger alt omkring hende og jeg SKAL have min medicin om morgen som det første og derefter må jeg ikke spise eller drikke i 30 min. Så i starten kom spørgsmålet tit “mor er du syg?”

Det startede midt septemer, hvor mine øjne og næse begyndte at klø og løbe helt vildt. Altså som fra det ene minut til det andet, der havde intet været til lige pludselig startede det. Jeg tænkte, det er nok bare en allergisk reaktion på noget pollen.
Men det blev ved. En aften hvor jeg sad og så en film, kunne jeg lige pludselig mærke det spændte i min overlæbe og spurte min mand, om den var hævet, men hans svar var “Nææ, det synes jeg ikke”. Men efter lidt tænkte jeg der er altså noget galt og kiggede mig i spejlet og ja, der var noget galt. Hele min ene side af overlæben var nok blevet dobbelt størrelse. Jeg tog en antihistamin og det faldt lidt igen. Det gjorde den nogle gange efterfølgende. Jeg gik til læge af flere omgange, fik taget nogle blodprøver, men de kunne ikke finde ud af hvorfor min læbe hævede så meget op, så skulle notere alt ned hvad jeg indtog, så man kunne se om det var en bestem fødevare jeg ikke kunne tåle. MEN en anden ting prøverne viste var at jeg pludselig var blevet allergisk overfor kat og hund.

FUUUCK! Katte?
På det tidpunkt havde vi to langhårskatte, som jeg havde haft i lige knap 10 år og der har ALDRIG været noget. Jeg tænkte, okay det er nok bare lige en overgang, men så begyndte min nyfødte søn at reagere og få nældefeber. Jeg var helt ude af den. Mine katte var mine første børn og jeg elskede/elsker dem som jeg gør med mine børn og kunne slet ikke holde tanken ud om at vi ikke kunne have dem mere. Så det var absolut IKKE en mulighed. Jeg måtte bare spise en masse piller, fordi alt andet ville bare ødelægge mig og ville ikke kunne undvære mine kattebørn. Men efter vores søn blev ved med at få nældefeber, uden at være sikre på det var kattene, så blev jeg nød til at gøre noget.
Slut oktober, faktisk i dag for 1 år siden (28. Okt. 2016) måtte vi sige farvel til vores højt elskede katte og de måtte op i kattehimlen. Det var og er stadig en meget stor sorg for mig og har ikke fået den bearbejdet endnu. Savner dem så inderligt meget. Så det har taget mig nogle omgange at skrive det her indlæg, fordi jeg kommer stadig til at græde helt vildt, fordi jeg savner dem så meget og kan slet ikke forstå de ikke er her mere.

Det blev november og barnedåben skulle holdes. Min søn E og jeg havde allerede fået det bedre efter kattene ikke var her mere. Dog var E begyndt at få mellemørebetændelse (4 gange på 2 mdr.)Når det lige var gået væk og penicillin kuren var slut, som kom der en ny omgang dagen efter. Det var så stressende at vi hele tiden skulle til lære, ørelæge, vagtlæge og børneafdelingen på roskilde, flere gange om ugen. (Stress kan fremme min sygdom og gør det stadig selvom man er i behandling)

Så blev det december og jeg fik det værre og værre psykisk. Jeg var sikker på jeg havde fået en depression og jeg fik derfor sundhedsplejersken ud og vi fik lavede nogle test. De viste at jeg havde en meget svær depression og jeg ville kontakte lægen for at få lavet nogle blodprøver, for at se om jeg manglede nogle vitaminer, som jeg gjorde i stor grad i min graviditet.
Prøverne blev taget og dagen efter fik jeg en opringning d. 16. December af lægen. Det første hun sagde var “jeg kan godt forstå hvis du har det rigtig dårligt og er meget træt, du har meget for lavt stofskifte” hun sagde også hun havde aldrig set så “høje” tal før. Mit det ene talt som skal ligge mellem 0,3-4,0 lå på 167. Jeg skulle hurtigt muligt i behandling, men da det var fredag formiddag, kunne jeg ikke komme samme dag, så måtte vente til mandag. Hvilke lyder som om det var ikke så lang tid, men i dette tilfælde var det meget lang tid. Jeg gik på barsel med vores søn på ikke engang 6 måneder der og jeg var TRÆT, jeg kunne ikke være alene med ham. Fordi jeg sov hele tiden og havde det så dårligt. Så min mand og forældre kom og hjælp, og min søster kom mandagen og hjælp hvor jeg også skulle til læge. Det var bare en kæmpe hjælp og det gjorde mig så glad<3

ALLE disse symptomer havde jeg, min stemme kan man næsten ikke kende på video og mit ansigt var ikke noget kønt syn heller.

Symptomerne på for lavt stofskifte er:
* langvarig træthed
* dårlig hukommelse
* nedsat appetit
* Øget vægt
* tør hud og tyndt hår
* ondt i muskler og led
* Intet overskud

I svære tilfælde desuden:
* kuldskærhed
* Hæs og dyb stemme
* hævelser omkring øjnene
* Opsvulmet ansigt
* langsom puls

Her kan man se hvor hævet jeg er i hovedet, der er dog også 8 kg forskel på disse to billeder.

Jeg kan komme ind på meget mere i et andet blogindlæg, fordi denne sygdom er en kæmpe mundfuld og jeg kunne skrive mange sider om den.

Min datter A spørger tit, “hvorfor skal du ha śå mange piller mor? “Øh ja? Hvad skal man svare? Jeg siger, at jeg har en sygdom som gør jeg skal have de piller, men at jeg har det fint, når jeg får de piller (11-12 piller dagligt). Hvor den så hurtigt kommer fra hende, “Mor er du syg?” Puha, så får man altså tåre i øjnene, jeg vil jo ikke gøre hende ked af det eller have at hun skal se på mig som syg.. Men ja, jeg er syg og det er sådan virkeligheden er, men det er ikke noget hun skal bryde sit hovede med.

Ikke sagt at man ikke kan leve et normalt liv, fordi det kan man godt, når man er medicineret rigtig og på det niveau som passer til en. Men det kan tage år før det er på plads. Så trætheden er enorm og led smerter er der stort set konstant og på de dårlige dage/små perioder har man intet overskud, så det overskud der er, bliver brugt på mine børn.

Men laver et andet indlæg mere specifikt om sygedommen. dette indlæg var om hvordan jeg fandt ud af havd jeg fejlede.

Tak fordi I ville læse med <3

Når børn skal udtale mit navn

Fredag eftermiddag – jeg har skrevet med Esme i løbet af dagen om at oprette en blog, og for oprette mig, skal hun have at vide hvad min blog skal hedde. Øhh jah?

Årh shit… Når jeg måtte igang med at finde ud af hvad det så skal være og hvad er vigtigt i mit liv.

Børn står mit hjerte meget nært. Jeg har været pædagogmedhjælper i nogle år inden jeg selv fik børn. Og når de skulle lærer at sige mit navn var det altid Olise eller Oloise.

Da min datter så skulle lærer det med vores navne så kom det også Olise, nu er hun 3,5 og kan godt sige det, men hvis det går hurtigt for hende er det stadig Olise.

Så derfor er det det min blog skal hedde. Da det kom op i mine tanker, så tænkte “ja, selvfølgelig” Jeg elsker børn og deres mening uden filter. Man får at vide, når man er dum, sød, kedelig og når de elsker en. Det er det hele værd❤️